Sailplane Grand Prix i fjeldet

“The usual suspects” styrede slagets gang: Fra venstre Leif Jørgen Ulvatne, Steinar Øksenholt og Arild Solbakken. Man må håbe på, at man har taget DNA af dem og gemt det i en saltmine på Svalbard, så deres erfaring kan overføres til fremtidige generationer af konkurrenceledere!

Link to automatic translation

”Det har givet vældig god reklame for Seilfly-Norge, og hvad vi kan levere her”, fortæller en tilfreds fagchef i Seilflyseksjonen Steinar Øksenholt, da NORDIC GLIDING ringer for at følge op på eventet.

”Nu puster vi ud. Det har været nogle meget intensive dage, og det har bare været muligt med meget stor opbakning fra mange frivillige, og her skal også lyde en speciel tak til Arild Solbakken som var med til at organisere konkurrencen”, siger han.

Vi har lagt mange ressourcer i det, og vi har klart set det som en mulighed for at markedsføre os gennem daglige nyheder i FAIs flow af sociale medier og gennem deltagelse af internationalt profilerede piloter”, fortæller Steinar.

Video fra prisceremoni
¨

Muligheden for markedsføring af Norge så man allerede sidste år, da man besluttede sig for at søge om at blive vært for SGP-formatet. Læs artikel herunder.

“En mulighed for at sætte Norge på kortet”

”Det hjælper naturligvis at vejret har været godt i cirka 14 dage, så man har kunne flyve alle dage, ja selv på den ene aflyste konkurrencedag var det flyvbart”, siger Steinar.

For mange af de internationale deltagere var det at flyve i det norske fjeldterræn et “bucket list item”. For Matthew Scutter som mange nok kender som manden bag vejrprognose-softwaren SkySight var synet af de sneklædte fjeldtoppe i Rondane en kæmpe oplevelse, da deltagerne rundede et turnpoint helt oppe i Gudbrandsdalen på en af de første flyvedage.

”Det var virkelig en fornøjelse at flyve her”, fortæller Matthew Scutter efter konkurrencen. Han bor i Australien og har en Diana 2 FES stående der. Han har løst dette problem ved at købe en ”ekstra” flyvemaskine til flyvning i Europa, nemlig en Jonker JS3 RES, og den deltog han med.

Matthew Scutter

Bedre markedsføring af Seilfly-Norge får man ikke. Her har Kato Kvitne haft overskud til dette snapshop af fjeldene i Rondane Nationalpark. Norge er særlig smuk i den tidlige sommer, hvor vinterens spor fortsat er synlige i højfjeldet.

Det var ikke eneste JS3 i konkurrencen, som virkelig var præget af topfly i 18-meterklassen. 7 styk Jonker JS3, heraf 4 elektrisk selvstartende, 2 styk Ventus 3 og 2 styk AS 33.

Da konkurrencen ikke blev fløjet med handicaps var det tydeligt, at de ældre flytyper ikke længere var konkurrencedygtige overfor de nyeste performance-monstre. Selv lokale norske top-guns som eksempelvis Jo-Inge Bjørø og Ole John Aske måtte erkende, at de nye JS3, Ventus 3 og AS 33 flyver meget hurtigere end ”gode gamle” LS8 og ASW 28, og at det måske er på tide at bestille nyt fly.

”Der var intet jeg kunne stille op mod de nyeste 18 m fly Der var 30 km/t fartforskel ved samme glidetal. Eneste våben jeg havde var at være aggressiv i mit rutevalg”, fortalte Jo Inge Bjørø i ASW 28-18 til NORDIC GLIDING efter fredagens race. Jo Inge tog dog nederlaget med godt humør og sportsånd, muligvis havde den garvede Bergen-pilot set problemet komme på forhånd.

Ronny Eriksson og teamcaptain Eva var godt bevæbnet med JS3 RES – et af de bedste fly i 18 m-klassen. Ronny scorede 2 dagssejre, men en fejlindstilling af batteri-switches førte til total strømsvigt i flyet og kostede ham dyrt på resultatlisten om fredagen.

Svenske Ronny Eriksson sluttede på en flot 5.plads, men både pilot og flytype havde potentiale for mere.  Men når flyets avionic-batterier pludselig går tomme under flyvning, så taber man IGC-filen og hele dagen, og det skete netop for Ronny om fredagen. Det kostede formentlig på totalplaceringen.

Det er anden sæson for Ronny i det nye fly, og man lærer konstant nye ting. ”Normalt lader jeg ikke på avionic-batterierne. De lades kontinuerligt via det store motorbatteri. Men noget gik galt med indstillingerne af kontakterne, og pludselig slukkede alt elektronik. Det betød også, at jeg ikke kunne få kontakt med motorstyringen”, forklarer Ronny og griner selv af oplevelsen, som heldigvis ikke var kritisk.

Arne Martin Güettler var bedst placerede nordiske pilot.

Norske Arne Martin Güettler havde lidt mere succes med at holde strøm på sin JS3, og viste, at han udover at være verdensmester i virtuel svæveflyvning også kan være med i selskabet af internationale piloter. En flot 3.plads blev det til.

Det var tyske Conrad Hartter i JS1 som tog førstepladsen og Klaus Kalmbach i JS3 som blev 2er. Arne Martins 3-plads betyder også, at han har en chance for at flyve i verdensfinalen i St Auban, hvis en af de andre piloter bliver forhindrede.

Arne Martin Güettler starter med JSS RES.

Tyske Klaus Kalmbach blev nummer 2.

Vinderen Conrad Hartter skærer for (Foto SGP Norge)

Den nordiske sikkerhedskultur

Det var forsikringsselskabet HDI som var hovedsponsor på mesterskabet, og konkurrenceledelsen i form af Steinar Øksenholt og Arild Solbakken modtog megen god feedback fra deltagerne, specielt med tanke på den sikkerhedsbriefing, de holdt hver dag.

Om fredagen da NORDIC GLIDING var på flyvepladsen, var der stor usikkerhed om udviklingen i vejr-situationen, og her var Arild og Steinar helt åbne omkring deres tvivl og ønskede input fra deltagerne omkring go-no/go af dagens flyvning.  Mange af de internationale piloter var tydeligvis ikke vant til det niveau af dialog med konkurrenceledelsen, og det blev et positivt minde med mødet med den nordiske sikkerhedskultur.

Det er helt sikkert ikke sidste gang der flyves denne typer konkurrencer i Norge.

Arrangører og piloter diskuterer fredagens task under briefing. Mange af piloter var ikke vant til så stor grad af dialog med konkurrenceledelsen.

Steinar Øksenholt under fredagens briefing.

Fagchefen Steiner har mange opgaver, inklusiv at flyve slæbefly.

Kontrol af scoring efter fredagens task

Dialog med Matthew Scutter om fredagens vejr-udvikling med udgangspunkt i SkySight.

Vuf, er der mon god termik i dag? En rigtig flyveplads har naturligvis egen flyveplads-hund – her Leo som er “barn” af Kine (t..h.), som sammen med Steinar driver centeret med stort overskud og hjerte. Som Kine selv siger: “Det er en livsstil at være her”.

Galleri