”Sklitur” over jætternes bosted

Vågå Wavecamp 2018: Har man bare den mindste smule romantik i blodet er det umuligt at modstå kombinationen af is, fjeld og svævefly. 2018-versionen af Vågå var træfsikker, selv om diamanthøjderne glimrede ved deres fravær. Men hvad gør det, når man kan få sig en ”sklitur” over jætternes bosted, Jotunheimen?

Tekst og foto: Jens Trabolt

Som altid er svæveflyvning på denne tid af året et sats på rouletten. Sort eller rød? Bliver det godt? Bliver det dårligt? For skulle man få den ”mærkelige” ide at bevæge sig ud på en frossen sø for at flyve med svævefly i fjeldterræn er der mange ingredienser som skal mixes i et optimalt blandingsforhold.

Vi starter med temperaturen; Det skal i sagens natur gerne være koldt, altså minusgrader. Veteraner gennem lejrens nu 29-årige historie vil mindes både 2014, hvor Vågå-isen var så dårlig, at lejren blev kancelleret, og den ditto varmeplagede 2015-camp som flygtede til Frya, hvor den i det mindste havde fast grund under vingerne.

Det ledte til en generel ubehagelig tanke hos mange af deltagerne: Er det slut med rigtige nordiske vintre? Er det første del af klimaforandringerne? Uanset svaret blev tankerne I det mindset sat på pause med den fine 2016-Vågå-vintre med masser af guldhøjder og den nok endnu bedre 2017-lejr hvor deltagerne kom ganske nær på 7000 meter.

Uden slæbemaskiner, ingen camp. Til højre piloten Nils Skinnarland fra Drammen FK under hårdt fysisk arbejde med at slukke Pawneens næsten umættelige tørst efter fuel.

 

Drammens ultralette Dynamic fløjet af Vegard Halden og Thomas Hauklien kunne operere en hel dag uden refuelling. Og hvilken forskel i akustisk miljøpåvirkning. I minus 20 grader var det dog nødvendigt med elektrisk motorvarme natten over.

Det optimale blandingsforhold for en wavecamp handler ikke bare om minusgrader også om vind, for uden vind bliver der ikke rigtige bølger at flyve på, eller hang for den sags skyld. Koldt og blæsende er naturligvis i kategorien ”godt”, men livet på isen kan også blive FOR koldt trods deltagernes arktiske outfits og pingvin-look. Vinden skal heller ikke være for stærk, for det sætter grænser for ground operations.

Sidste år, i 2017, stod der 17.marts mængder af ekstreme lenticularis linet op over isen (+ 7-8000 meter), men ingen turde starte under de voldsomme vindforhold. Dagen før havde svenske Ulf Jonsson fra Ljusdal FK (som også var på isen i år med kammeraten Håkon Schweizer i DG-800/18) fløjet til 5.300 meter og havde logget en højdevind på 120 km/t! Så flyver man på medvind for længe kan en groundspeed på 2-300 km/t hurtigt gøre det stort set umuligt at komme tilbage til Vågå.

Den perfekte bølgedag?
Vejrprognoserne stod den svenske Vågå-veteran Robert Danewid for – denne gang under det prægtige navn: ”Vågå Met Service”, og konfronteret med opskriften på den optimale Vågå-bølgedag tænkte han kort over drømmescenariet: ”Det skal være et lavtryk over et område nord for Island kombineret med et højtryk over det sydlige Skandinavien.”, sagde han. ”Vi skal have vind med en retning på 240-330 grader og +30 km/t ved 1000 meter og øgende vindspeed med højden. Hvis disse tre faktorer er opfyldt og man er på Vågå, så skal man fylde sin oxygentank”, konkluderede han.

”Vågå Met Service”, Robert Danewid leverede prognoser til hver morgenbriefing. I baggrunden SkySight-bølge-kort, en klar forbedring over TopMeteo.

Disse forhold var mere eller mindre opfyldt i rekordpåsken 2002, da Christer Lie fra Drammen Flyklubb steg til temmelig imponerende 10 349 meter. Netop dette år var exceptionelt, og der blev logget 60 diamantflyvninger ud af totalt 402 starter.

Vågå-isen ligger 370 meter over havet, og vil man flyve til en guldhøjde kræver det en højdevinding på minimum 3000 meter. Tilsvarende er diamanthøjden på 5000 meters højdevinding.
Tidligere års vilde atmosfæriske energi stod i kontrast til årets wavecamp, hvor mange af flyvningerne på campens første dage kunne nyde en ganske stabil atmosfære, i praksis nul vind og 150 km sigt i Nordeuropas højeste fjeldverden. Det var flot, og det giver næring til argumentet om, at fjeldflyvning er en stor oplevelse, selv om det bare bliver til hvad de lokale nordmænd (m/k) kalder for ”skliturer” (skli = glide). Vågå (men også søster-campen i Ottsjö) er ofte sæsonens første flyvninger, og det giver kriblen i sideroret for mange af de ca 50 deltagere på Vågå-isen. Der skal flyves – også hvis det bare er høje slæb.

Der var dage med ingen termik – så blev det glidetur, det som nordmændene kalder “sklitur” over Jotunheimen. Det var alligevel fint!

Vågå Met Service havde implementeret en defensiv prognosestrategi:

”Hvis jeg lover bølger, så bliver der ingen. Men hvis jeg siger, at der ikke kommer bølger, så kommer de nok”, lød ræsonnementet fra Danewid på dage hvor prognosen var ”so-so”, og han fik ret; Senere under campen blev der bølger til 2500 meters højde.

Isen var metertyk og knaldhård. Det var koldt. Rigtigt koldt. Nogle morgener var der minus 20 og tågedis henover isen. Hvis man ikke vidste det i forvejen, ville man aldrig tro, at en af Norges mest aktive lufthavne lå under ”tæppet”.

Mange havde kørt langt, og der var både hollandske og belgiske piloter blandt deltagerne. De kunne så glæde sig over, at Vågå med tiden er rykket nærmere på Oslo, ikke ved et geotektonisk mirakel, men vejene er kontinuerligt forbedret op gennem Gudbrandsdalen. Det koster så lidt i vejafgifter i stedet.

Seilflysektions Steinar Øksenholt var kursuschef for det årlige SveDaNor fjeldflyvningskursus. Her er det Mariann Brattland som får årets første udtjek.
Under lejre findes der generelt priser til de deltagere som har rejst længst. Distance-prisen går IKKE til Mariann. Hun bor i Vågå…!

 

…..så var der lidt flere kilometer i Tudor Vacaretu fra Rumænien og kæresten Karin fra Holland som besøgte Vågå for første gang med deres Std. Cirrus. ”Vi kender Vågå gennem videoer på Youtube”, sagde Tudor. Parret været 2 dage undervejs fra Delft til Vågå. ”Kebnekaise var lidt for langt!”, mente de.

Specielt for Vågå er, at stort set alle deltagerne bor på Vågå Hotel, og ikke er spredt for alle vinde i lokalområdet. Det betyder, at en stor del af oplevelsen ved at være i Vågå er den sociale omgang med kammeraterne på hotellet. Det kan dog blive dyrt i after-dinner Gin-Tonics, men så kan man glæde sig over, at det faktisk er ganske rimelige priser for overnatning, under 6000 nok for 7 dage med helpension. Campfee er i øvrigt 1500 NOK, og slæbene med enten Pawnee eller Dynamic koster 60 NOK per 100 meter.
Vågå Wave Camp genererede i år cirka 170 starter, og kan betegnes som vellykket og velorganiseret. Vi ses vel i 2019?