Soaring Douglas

Douglas Airfield. 1,5 kilometer lang, 14 meter bred asfaltstrip. Den hælder nedad mod nord (mod venstre på billedet), så man starter næsten altid på bane 34. Desuden næsten altid sidevind – mest fra vest. Der slæbes med en 260 hestes Cessna 182 og en 100 hestes Samba ultralet.

I slutningen af november og starten af december 2019 rejste en dynamisk kvintet bestående af Erik Skov, Jørgen Modvig, Mads Lykke samt denne skribent fra Vejle Svæveflyveklub og Christian Hansen fra Vestjysk til Douglas i Sydafrika, for at prøve kræfter med termikken under varmere himmelstrøg.

Hvorfor vi præcis endte i Douglas er en længere historie.

Erik og Christian havde været i Sydafrika for at flyve 3 gange før. De første 2 gange i Potchefstroom, hvor Jonker-fabrikken i øvrigt holder til. Det ligger ca. 150 km sydvest for Johannesburg, hvor vejret generelt er kendetegnet ved mere hyppig overudvikling om eftermiddagen med tilhørende CB.

Til sidst blev de trætte af CB-aktiviteten og hørte på et tidspunkt en anden pilot sige, at ”nu ville han rejse til Douglas, for der kunne enhver idiot flyve 500 km!” Derfor valgte de i 2018 at rejse derned og de var da heller ikke i tvivl om, at det var en gentagelse (upprepning, red.) værd. Medvirkende til beslutningen var også, at det – selv om det er ganske dyrt – alligevel er en del billigere at flyve i Sydafrika end i fx Namibia.

Douglas ligger ved floden Orange i Northern Cape, cirka 600km sydvest for Johannesburg. Et typisk Sydafrikansk landbrugsområde. Byen byder på alt, hvad man har brug for og der er adskillige overnatningsmuligheder og restauranter. Begge dele tæt på flyvepladsen og begge dele til yderst rimelige priser.

Svæveflyvecentret på Douglas Airfield drives af Martin Lessle. En erfaren herre, der tidligere har drevet centret i Gariep Dam. Martin har også gennem en årrække fløjet internationale konkurrencer og har været fast mand på det sydafrikanske nationalteam.

Douglas Gliding Centre er ikke nogen flyveskole. De besøgende piloter skal dog have et udcheck dernede for at sikre, at man besidder de nødvendige færdigheder. Martin Lessle siger, at han helst ser, at folk har mindst 500 timer på ikke alt for lang tid, inden man ankommer, og at man helst har erfaring med det fly man ønsker at leje.

Martin er mekaniker til hverdag og han driver kun svæveflyvecentret i 3-4 måneder i den sydafrikanske sommer. Så det er som de andre centre vi svæveflyvere besøger til i Sydafrika eller Namibia, professionelt drevet og priserne er derefter. Det er en ganske bekostelig affære at svæveflyve, når frivillig arbejdskraft ikke er væsentlig del af konceptet – så tag hånd om din klub!!

Du kan læse mere om Douglas Gliding Centre og priser mv. på hjemmesiden: http://glidingcentresa.com/index.php.
Mange af de svæveflyvere, der tager til Douglas har gjort det gennem flere år og adskillige har deres fly stationeret fast dernede om vinteren. Under vores ophold var der andre svæveflyvere fra Holland, Tyskland, Slovakiet og Sydafrika. Stemningen var rigtigt hyggelig og præget af de mange nationaliteter.

Om søndagen har alle butikker og restauranter lukket. Martin inviterer derfor på sydafrikansk braai (Grill) og her går snakken også lystigt.
Vejret i Douglas er generelt mere tørt end længere østpå i Sydafrika. Vejret har det med at ”drive østpå”, så mod vest er det mere tørtermik og mod øst møder man oftere byger. Generelt er vejret i Sydafrika nok mere varieret, på godt og mindre godt, end i Namibia. Til gengæld er det ikke helt så øde, og der er en del gode udelandingsmuligheder.

Det såkaldte ”Summer Soaring Window” er enormt og strækker sig vestpå fra Gariep Dam i syd op til Bloemfontein og videre helt op til grænsen mod Botswana. Kun nogle FAR-restricted-områder og nogle airways ind til Kimberley og Bloemfontein i FL145 sætter grænsen for den frie udfoldelse. Martin lægger dog stor vægt på, at man holder sig langt væk fra TMA og CTR-områderne i øst.

De der havde fløjet mange år fra Douglas, fortalte at man i snit havde 3-4 dage, hvor der bør kunne flyves 1.000 kilometer ud af en 14 dages periode. Det passede rimeligt med det vi oplevede. Mens vi var der, blev der fløjet +1000 kilometer på 3 forskellige dage.
Det er dog ikke altid lige enkelt, specielt ikke når man er ny på stedet og ikke helt forstår hvordan vejret udvikler sig. Derfor kan det kun anbefales, at man hjemmefra forbereder sig godt som muligt.

For en absolut rookie, som mig, var det en udfordring at udnytte vejret optimalt. Men nu er jeg klogere og næste gang, skal der flyves både længere og hurtigere.

Vores papirer bliver behørigt stemplet af det lokale politi med stor passion!

Papir en masse
Os der tog til Sydafrika dette år fik en helt speciel ”gave” i form af en masse af papirarbejde for at få valideret vores certifikat.
De sydafrikanske luftfartsmyndigheder (SACAA) havde overtaget valideringen fra svæveflyveunionen og for at gøre det endnu ”bedre”, så blev arbejdsgangene udviklet, mens vi var i processen.

Kort fortalt skulle vi have notarbevidnede kopier af certifikat, medical og radiobevis, og de skulle så sendes til Sydafrika per brev plus per mail, sammen med en ansøgning om validering.

Herefter kommunikerede de sydafrikanske myndigheder så med de danske myndigheder (TBBST) om kopierne nu også virkelig var ægte. Og når vi ankom, så skulle Martin skrive for udcheck (PFT) i vores logbog med fotokopier af de sidste 3 sider som skulle stemples hos det lokale politi!

Politiet i Sydafrika er heldigvis vant til den slags og har døgnåbent. Så 4 af os troppede op på den lokale station klokken 21 en søndag aften og fik de behørige stempler, som blev lavet med stor passion!

Alt det besvær skulle så resultere i et valideret certifikat.

På de 14 dage vi var dernede, var det imidlertid bare 2 piloter som modtag et valideret certifikat, de andre kom aldrig gennem bureakratiet. Men heldigvis måtte vi gerne flyve, når bare vi havde afleveret alt det papir.

Vi havde 3 dage, hvor det ikke var flyvevejr. Heldigvis er der også en del at foretage sig i omegnen ud over at flyve svævefly. Vi var til vinsmagning på en lokal vingård. Og vi var i Kimberley for at se ”The big hole”.
En gammel diamantmine, som i årene 1871 til 1914 blev udgravet manuelt med skovl og spade.

Vi var også ude i Mokala-Ntionalpark og se dyr. Her havde vi lige stået på en rasteplads og set på et skilt der advarede om bøfler og næsehorn. Da vi så satte os ind i bilen igen, gik næsehornet over vejen foran os ….

Jamen, fik vi overhovedet fløjet noget? – Ja, masser!
Vi havde hyret 3 ensædede fly.
Erik og Mads fløj JS 1, mens Christian fløj en Ventus 2ct. De to rookies – Jørgen og undertegnede – måtte ”nøjes” med den tosædede Twin Shark. HpH havde stillet prototypen (testet i NG 05,2017) til disposition for Martin, der har købt serienummer 2, og den kommer til udlejning fra næste sæson.

Både Mads og Christian kom ud over de magiske 1.000-kilometer. Mads fløj endda en deklareret FAI-trekant med imponerende 160 km/t. Den flyvning beretter han selv om i dette NG.
Erik fik 960km som sin længste flyvning. Han gik desværre tom for oxygen på sidste ben. Jeg kunne selv rejse hjem med mit Guld-diplom i hus, og det var faktisk hvad jeg kom efter. Man kan se alle vores flyvninger på OLC, men samlet blev det til cirka 26.500 km og 295 timer.

Vi prøvede meget forskellige vejrforhold
De første dage i perioden, var præget af højtliggende cumulus og virkelige godt vejr. Termikken gik til 5.600m og gav 3-6 m/s i snit. Det var lidt en oplevelse at gå på slutglid mere end 200km ude!
Andre dage var der kun tørtermik, men oftest var den så pålidelig, at lange stræk (over 600 km) var mulige. Men andre dage var vejret også så svagt, at man kunne ikke få højde nok på til for alvor at komme nogle vegne.

Enkelte dage overudviklede vejret. De erfarne kaldte det ”enkelte lokale byger”, mens vi andre mente det var torden (åska) og kraftige bygelinier.
Det var lidt surt at blive fanget på den forkerte side af sådan en bygelinie og så skulle til at finde et hul mellem bygerne for at komme hjem. Men det lykkedes for alle og bare en enkelt gang fik vi brug for motoren.

Men helt overordnet, så byder Douglas på virkeligt fine forhold. Vejret er rimelig pålideligt. Det er enkelt at navigere. Der er tilstrækkeligt med udelandingsmuligheder og for sådan en flok fladlandspiloter er det en stor fordel, at det er et relativt fladt område.

Kan det så anbefales at prøve sådan en tur?
Helt bestemt! Jeg skal afsted igen og det burde være en klar kandidat til enhver svæveflyvers ”bucket list”.