Som i en fryser: 24 timer i norske bølger

19. juni 2002 – D-KTTT klar på Starmoen.

Link to automatic translation

20. juni 2002 klokken 11:03. Formiddagens flyve-aktivitet på Ole Reistad Senter er godt i gang. Pludselig lander en tysk indregistreret Nimbus 3DM.
En venlig norsk kvinde tager imod flyet, men undrer sig lidt. Hun har ikke set den starte.

”Fik I ikke kontakt med termikken i første start? Nu skal jeg hjælpe jer med at skubbe flyet tilbage til start, så I kan få en rigtig fin flyvning”, siger hun.
Men noget er mærkeligt med de to tyske piloter. De stiger ud af flyet, let euforiske og strækker kroppen som havde de siddet der længe. På trods af deres solide og varme påklædning ser de lidt trætte ud, og flyets cockpit er fyldt med vand, mad og kort. De er slet ikke interesserede i at starte en gang til.

Så går sandheden op for de lokale norske svæveflyvere: Tyskerne er ikke startet for 15 minutter siden og er ikke landet, fordi de ikke fik kontakt med termikken.
De er derimod startet i går – for mere end 24 timer siden og har fløjet hele den lyse norske sommernat på bølger og har undervejs sovet på skift i flyet!!!

En vild, vild og nærmest ufattelig flyvning som har krævet det yderste af meteorologisk forståelse, stamina og eventyr-lyst af piloterne.
Historien starter et par år tidligere, fortæller hovedpersonerne Robert Fessler og Helmut Rohs, da NORDIC GLIDING lykkedes med at opspore dem i Tyskland, hvor de i dag fortsat er entusiastiske svæveflyve-piloter.

Teori: Muligt at flyve om natten

”Jeg havde gennem flere år studeret topografiske kort over Norge, og jeg viste, at det i teorien ville være muligt at flyve meget lange flyvning gennem natten. Ikke mindst fordi det i store dele af Norge slet ikke er mørkt om natten i juni måned”, forklarer Robert Fessler, da NORDIC GLIDING mødes med både ham og kammeraten Helmut over en teams-session. De to kammerater har ikke haft kontakt med hinanden i mange, mange år, og gensynsglæden er stor:

”Denne artikel er også en lejlighed for os til at få forbindelse igen”, konkluderer Helmut med stor tilfredshed.

Med til historien hører også, at i 1987 havde den tyske/amerikanske fysiker og svæveflyve-legende Joachim Küttner udlovet 10 000 dollar til den første som kunne flyve 2000 km i en lige linje.

”Dette var naturligvis inspirerende, så vi ville udforske mulighederne i Norden”, fortæller de.

Den type af lange flyvninger var spændende, og først var det egentlig meningen, at Helmut og Robert ville forsøge sig med en flyvning fra Elverum til Kiruna, men på selve dagen modificerede de ambitionerne.

”Dengang var meteorologi-værktøjerne online lidt mere primitive, men de vigtigste trends som vejrudviklingen på stor skala var fuldt til stede, og i dagene op efter den 10. juni 2002 så vi, at der ville opstå en vejrsituation over Norge, som vi var interesserede i”, siger de.
”Så vi pakkede traileren og bilen og kørte til Norge”

En ”lille” træningsflyvning på 350 km langs Østerdalen, nord for Elverum, var en passende træningsdistance efter ankomsten for at justere sig ind på de norske forhold. Det var i øvrigt første gang, at Robert og Helmut fløj i Norden.

Nimbus 3DM klar på Starmoen.

Så 2 dage senere var de klar med D-KTTT, en Nimbus 3DM, pakket med vand og mad. Det var midt under et norsk mesterskab.
”Vi fik rigtig god support fra de lokale piloter”, fortæller Robert og Helmut.

Fagchef i Seilflyseksjonen, Steinar Øksenholt, var også på job på Ole Reistad Senter i disse dage, og i dag husker han udmærket den atypiske flyvning, da han også fungerede som officiel kontrollant.

De sagde til mig, at jeg ikke skulle alarmere redningsberedskabet og eftersøgning, hvis de ikke kom hjem om aftenen”, fortæller Steinar om det lidt usædvanlige ønske. Normalt er det bekymrende, hvis et fly ikke returnerer til flyvepladsen om aftenen, men ikke denne gang.

”Jeg regnede nok med, at de ville lande efter jeg var taget hjem fra jobbet om aftenen. Så Jeg var faktisk lidt overrasket, da de først kom hjem næste formiddag”, siger han.

Robert og Helmut havde planlagt flyvningen, så den drog fordel af af læ-bølgerne genereret af de mange høje fjeldpartier i Midtnorge
”Vi kunne godt lide, at dette store fjeldområde i Skandinavien tilbød en stor fleksibilitet i rutevalg. Et minus var dog, at der ikke er mange sammenhængende lange fjeldkæder, som giver mulighed for hurtig bølgeflyvning. Vi forstod også, at der ville være meget store ulandbare områder, som vi skulle krydse. Det ville bare være muligt med en stor højdereserve i bølgeflyvning”, fortæller Helmut og Robert.

Klar til start i fotokvalitet anno 2002!

Toiletbesøg? Check!

Så den 19. juni kl. 11:04 starter teamet fra Elverum med Steinar Øksenholt som vingeholder. Da de har planlagt et marathon-ophold i Nimbus-cockpittet er der visse biologiske behov, som der skal taget hensyn til. Tisseposer har de, men der er andre ”behov” som ville være meget vanskelig i et trangt cockpit. Derfor er Helmut og Robert opmærksomme på at besøge toilettet inden start! Det ville være surt at afbryde en rekordflyvning efter 22 timer, fordi naturen kaldte.

De har deklareret en 1682 km (!) yoyo-bane med yderpunkter (Download IGC-fil) som går nord for Trondheim med 2 vendepunkter i det sydlige Norge ved flyvepladsen i Valle Åraksøyne og Notodden flyveplads.

1212 km-ruten som Robert og Helmut flyver i praksis.

Ved Lillehammer lykkes det for Helmut og Robert at få kontakt med en svag bølge – som giver dem både tiltrængt højde og en bekræftelse af, at deres læsning af bølge-systemerne fungerer. Men højden er ikke stor, og i flere timer kæmper de sig frem.

Endelig rammer de jackpot på læ-siden af Norefjell, vest for Hønefoss og stiger til 5000 meter. De får nu kontakt til Oslo ATC, som klarerer dem op til FL 160 med transponder-kode. Klokken er nu 1700.
”Vi får virkelig premium service fra både Oslo og Trondheim Control under hele flyvningen”, forklarer Helmut.

Helmut Rohs i forsædet med oxygen i næsen.

Barogram over flyvningen. Det er sjældent, at man ser en flyvning på 24 timer.

Med god højdemargin vender Nimbussen i nærheden af Notodden og fortsætter mod nord og Jotunheimen.
”Vi opdager dog hurtigt, at vores effektive groundspeed, selv i medvind, ikke var specielt stor, fordi vi hele tiden må flyve uden om enorme sky-formationer, og fordi vi må krydse bølgesystemerne på tværs i stedet for at flyve langs dem. Dertil kommer, at det faktisk ikke stiger specielt kraftigt”, fortæller de.

Tesse-bølgen tidligt på aftenen.

Nat i fryseren

Klokken er 20:30 da de kommer de op mod nord og mod Vågå. Her møder de første gang Tesse-bølgen, en virkelig veldokumenteret bølge-lokation kendt fra mange års wavecamps på Vågå. Her stiger de til næsten 6000 meter.

Vi får nu langsomt en forståelse af hvad de næste mange timer kommer til at byde på. Termometeret viser minus 20 grader, og med en sol, som nu er gået ned, opleves det tydeligt. Under normale bølgeflyvninger har man som regel varmende sollys, selv om det er skyer. Med korrekt påklædning er det normalt bare fødderne som man fryser. Men her er det meget koldt som i en fryser, selv om vi forsøger at isolere os med alu-folietæpper. Det er en meget speciel oplevelse!”, fortæller de.

Teamet fortsætter nu nordpå ved hjælp af flere forskellige bølgesystemer op mod Trondheim og i god højde. Desværre er skyerne 7/8 mod nord og nordøst, så den originale plan om at flyve mod nord og nordøst langs den norsk/svenske grænse til nordøst for Trondheim må skrottes, og de vender kursen mod syd klokken 2150 i 3100 meters højde cirka 30 km nord for Røros.

Nattepause i Tesse-bølgen

Efter et par times flyvning mod syd over Tynset og Dovrefjell, kommer de igen til den faste bølge over Tesse-søen ved Vågå.
Det er nu den mørkeste tid under hele flyvningen, og kl 0100 om natten beslutter de sig at tage en times ”pause” i Tesse-bølgen. Der er for mange skyer mod nord og mod syd er der næsten mørkt for at kunne vurdere udelandingsmuligheder, så de er låst.

På den mørkeste tid af døgnet er det vanskeligt at vurdere udelandingsmulighederne, så Robert og Helmut vælger at flyve så højt som muligt – men ikke så højt, at det bliver alt for koldt. Et dilemma!

”Det er mig, som flyver på det tidspunkt, og Helmut prøver at sove”, forklarer Robert og fortsætter:
”Men det er så koldt, jeg faktisk flyver med luftbremser i bølgen i cirka 3500 meter for at vi ikke skal stige op i endnu koldere luft. Så det er helt tiden en balancegang mellem at falde ud af bølgen, bevare vores gode højde og så at det ikke skal blive alt for koldt”, siger Robert, som også prøve at sove lidt, da Helmut senere overtager kontrollen. Men mere end få sekunders søvn bliver det ikke til.

På samme tid er der også helt næsten helt dødt på radioen. Der er ikke meget passagerflyvning om natten. Oslo ATC kalder os op med jævne mellemrum for at høre hvordan det går, og hvordan vi har det. De forstod nok, at dette var en speciel flyvning, forklarer Helmut og Robert.

Jeg husker mest tydeligt oplevelsen af at flyve ind i natten, da vi vender vores nordligste vendepunkt”, forklarer Helmut og fortsætter: “Jeg er klar over, at dette er en oplevelse, man bare kan få en gang i livet. Mod nord kunne man se lyset og enorme CB’ere som reflekterede lyset og mod syd forsvandt landskabet ud i mørket. Vi var i midten af dette univers magiske, højt oppe i atmosfæren”, siger Helmut.

Klokken er cirka 2 om natten da den tyste Nimbus forlader sit holding-pattern over Tesse og Vågå og glider mod syd – hen over Fjeld-Norges mest kendte områder ved den azurblå sø Gjende og vandreklassikeren Besseggen. Men her er ingen vandrere eller turister, alle sover. Undtagen mandskabet i D-KITT.

Flyvningen fortsætter mod syd. Nu vågner frekvensen op på Oslo ATC hvor de første passagerfly melder deres ankomst. En ny dag!
Syd for Jotunheimen kommer Helmut og Robert i store vanskeligheder. Flyvningen langs rotorne har fungeret indtil nu, men nu er skyerne pludselig linet parallelt op med vinden. Noget stemmer ikke længere, selv om de ser ud som tidligere.

I de flade første morgenlys kl 0430 lykkes det at komme frem til Hallingskarvet ved Geilo som giver dem en brugbar bølge-drevet arbejdshøjde for at krydse Nordeuropas største højfjeldsplateau Hardangervidda for anden gang.

Lidt syd for Dagali i det nordøstlige hjørne af Hardangarvidda.

”De næste 90 km er her ingen bebyggelse, ingen mennesker, ingen infrastruktur og bare sparsom arktisk vegetation. Med en højde på 1300 meter stikker Hardangervidda op i den krystalklare luft og de tidlige lave skyformationer”, forklarer de om synet som møder dem.
Nu er klokken 0530, og crewet får god hjælp af de lave rotor-skyer som står i læ af de små fjeld som præger plateauet, og de stiger senere den sydlige del af Hardangarvidda.

Det sydlige vendepunkt er Valle Åraksøyne, men så langt kommer de ikke. Bølgesystemerne i uorganiserede og forsvinder mellem hænderne på dem. Da teamet kommer under 3000 meter, er det tydeligt, at terrænet under dem er usympatisk overfor udelandinger, så de beslutter sig for at sætte kursen mod øst og Notodden flyveplads, som de fortsat har 2000 meters højdereserve til.

Den ekstra højde gør det dog muligt at forsætte med at søge efter løft omkring Gaustatoppen og nord-vest for Rjukan.

”Pludselig opstår et stort föhn-åbning; vi flyver øjeblikkeligt derhen og bliver katapulteret op over skyerne med 4-6 m/s. Få minutter senere lukker föhn-åbningen, men vi er allerede langt over fjeldtoppene og kan med lethed flyve videre mod et åbent område”, fortæller de.

Morgenstunden er ingen redning

”Da vi kommer op med Geilo går det op for os, at det ikke længere er muligt at flyve op mod Frya til Nord-Nordøst på grund af store mængder skyer. Måske kunne vi gøre det via en stor omvej via øst, men vi er alt for trætte til det. Morgenlyset har nu også produceret en stor mængde fugt i den lavere del af atmosfæren, og i kombination med den lave sol gør det næsten umuligt at vurdere terrænet og udelandingsmulighederne i dalene”, fortæller de.

Cirka 100 km vest for Elverum beslutter Helmut og Robert at trække luftbremse og dykke næsten 2000 meter for at flyve under skyerne for motor det sidste stykke.

”Nu ser verden og terrænet meget mere venligt ud, og det er tydeligt at solen varmer godt”.

Helmut Rohs og Robert Fessler lander lidt efter klokken 11 d. 20. juní sikkert tilbage i Elverum 24 timer efter starten på hvad som nok er en af de mest spektakulære og sensationelle flyvninger nogensinde i Norden uden nogen adgang til live vejr-data og bare med en primitiv PDA med rudimentær ”moving map” til hjælp. De fløj 1212 km i fri flyvning.

De måbende norske konkurrencepiloter ”tvinger” dem til at fortælle om deres tur om aftenen.

Senere returnerer Robert til Norge, hvor han flyver cirka 900 km i ”umuligt” vejr med en LS9.
Helmut flyver senere 1800 km fra San Martin de los Andes i Argentina.

De 24 timer i bølgeflyvning er en spektakulær bedrift, men er i øvrigt ikke den længste flyvningen nogensinde i et svævefly. Efter sigende fløj Geza Vass og Guy Davis i 70 timer og 5 minutter i en Schweizer 2-33 på hang ud fra Dillingham Field i Hawaii i 1961. Da de fløj på passat-vindens u-udtømmelige ressoucer var det bare mad, vand, evnen til at holde sig vågen (og rene underbukser) som var den begrænsende faktor.