Svævefly skal demonstrere fremtidens hydrogen-jetmotorer

Perlan-rekordpiloten Jim Payne i forsædet på Arcus J monteret med 2 stk 700 bars hydrogentanke i bagsædet.

Link to automatic translation

Det er Perlan teamet og DLR, det tyske luft-og rumforskningsinstitut, som er nogle af hovedaktørerne i dette Airbus-financierede projekt. Kodenavnet for projektet, som allerede er godt undervejs, er ”Blue Condor”.

Vi spoler tiden tilbage til 2016, hvor amerikanske Bob Carlton fra virksomheden Desert Aerospace modificerede en selvstartende Arcus M. Den sædvanlige Solo-motor blev demonteret og en stor jet-motor blev monteret i stedet.

Flyet hed nu ”Arcus J”, og flyets ejer var ingen anden end den yderst velhavende Dennis Tito, som over at være Perlan-project-mæcen også gjorde sig bemærket som rumturist for 20 år siden, da han angiveligt betalte russerne 20 mio. USD for at flyve op til den internationale rumstation.

Bob Carlton har gennem årene ombygget flere svævefly med jetmotorer og gjort sig bemærket med bl.a. airshows med et jetdreven Super Salto-svævefly (i øvrigt med samme motor som i den ombyggede Arcus).

Arcus’ TJ-100-jetmotoren er betydeligt større end de jetmotorer, som man normalt kender i turboinstallationer i fx Jonker JS3. Med 1250 N-trykkraft har Arcus-prototypen cirka 3 gange større trykkraft, og dette gør den selvstartende.

Der flyver et par stykker af disse experimental-modeller i verden, og nu har Airbus startet ”Projekt Blue Condor” som har til hensigt at sammenligne hydrogendrevne turbiners ”contrail”-egenskaber, dvs. kondensering af vanddamp og andre forbrændings-biprodukter i atmosfæren, med konventionelle turbinemotorer.  Projektet bliver et samarbejde mellem Airbus og Team Perlan. Dette er ikke tilfældigt;

Teamet bag Perlan-projektet har stor indsigt i at operere svævefly i ekstreme højder (verdensrekorden fra 2018 i Perlan II var på + 76 000 ft) og god erfaring med at modificere svævefly-konstruktioner. Teamet bag Perlan skal også levere piloter til Airbus-projektet. Chefpiloten Jim Payne er nok en selvskreven figur, og han optræder også som testpilot på fotos fra de første testflyvninger.

Break away i jetdreven Arcus J til ære for fotografen (foto: James Darcy)

Portræt af Perlan 2: Bygget til ekstremer

Et projekt i 3 faser

Første del af projektet er allerede overstået. Det inkluderede en modificering af en Arcus M så bagsædet er erstattet til fordel for 2 styk 700 bars hydrogentanke, som driver en turbojetmotor. Denne motor er specielt modificeret til at flyve på dette brændstof. Den anden Arcus J vil flyve med en konventionel JetA1-drevet turbojetmotor, som ikke er modificeret.

“Blue Condor”-projekt testflyene side om side i luften under en testflyvning.

Projektet er allerede i anden fase, som fokuserer på flight handling og sikkerhed under virkelige flyve-forhold. Dette følges op af nummer 2 flight test senere – forventet i november 2022 – hvor den modificerede Arcus J skal flyves udelukkende på hydrogen.

Tredje trin i projektet forventes at starte tidligt i 2023 i himlen over North Dakota, USA, og inkluderer endnu en gæste-stjerne fra Perlan-projektet, nemlig det legendariske forskningsfly Grob Egrett, som i øvrigt er et af verdens største fly designet fuldt ud i kompositmaterialer.

Dette fly, som i svæveflyve-regi nok er bedst kendt som slæbefly for Perlan-projektet, er yderst kraftigt motoriseret og har med sin Honeywell-turboprop-motor flere verdensrekorder i stigehastighed. Ud over dette er Grob Egrett specielt designet til flyvning i ekstreme højder, op mod 53 000 ft – eller over 16 000 meter.

I det aktuelle projekt ”Blue Condor” skal de 2 Arcus-testfly slæbes højt op i vanlige airliner-højder og bagefter skal slæbeflyet flyve bag de 2 Arcus med 80-85 kt og indsamle videnskabelige data med sine emissions-sensorer monteret af DLR.

Sådan forestiller Airbus sig, at testen skal forløbe.

Portræt: Svævefly i videnskabens tjeneste. DLR har Europas største flåde af forskningsfly

Disse data er vigtige for at forstå forskelle mellem de 2 motortypers emissioner, og er ifølge Airbus en vigtig komponent på vejen mod en mere miljøvenlig flyvning.

Selve Perlan-teamet har også planer om at fortsætte deres teknisk-videnskabelige flyvninger i 2023 og at forsøge at komme op og teste flyets max design-tophøjde på + 90 000 ft (cirka 30 km!) under deres atmosfæriske research. Lykkedes dette projekt, vil Perlan 2 slå den absolutte verdensrekord for ikke-raket-drevne fly. Og dette i et svævefly!

Herunder 2016-video af testflyvning af prototype Jet-Arcus.