I artiklen i NG 01, 2018 var det dog tydeligt, at SkySight var førende på selve usability-delen, men vi skrev også i artiklen, at der ultimo januar var rygter om, at TopMeteo var undervejs med et grafisk facelift. Dette er en realitet nu.
Største ændring er en velkomst-menu, hvor man bliver præsenteret for en række muligheder. Forecast-maps giver et stort billede (desværre ikke zoom- eller flytbart) over den valgte region, fx Europa, hvor man som noget nyt også kan downloade en visualisering af tidsforløbet – dvs en ”play-knap” (TopMeteo kalder det en ”Loop-slider”) hvor man kan afspille det forecastede totalbillede over vejr og vind.

Det nye prognosekort med den såkaldte ”Loop-slider”. Desværre er kortet ikke zoombart.
Derudover er der også adgang til afspilbare sattellit- og radarbilleder (dvs også med play-knap). I hovedmenuen kan man også vælge site-forecast, hvor man enten vælger en lokation ud fra et kort eller også søger efter en ønsket flyveplads.
Her præsenteres man for en stor mængde meteorologisk information opdelt på hver time i op til 6 dage frem i tiden. Der er over 50 parametre tilgængelige, så er man ikke påpasselig, så bliver der information overload. Det er op til piloten selv at vælge til og fra i disse informationer og sammensætte disse til et mentalt billede. Det kræver træning.

Den såkaldte ”site-forecast”. Her har vi valgt Vågå og præsenteres for en stor mængde information. Der er over 50 parametre tilgængelige, så vær varsom med at vælge ret info. Ellers bliver der hurtigt ”information overload”.
Selv om TopMeteo har fået et løft er det tydeligt, at det er et ældre system ligger bag. De grafiske visualiseringer er efter min mening endnu temmelig kryptiske, og det kræver meget tilvænning at transformere informationerne på skærmen til et mentalt billede af vejrsituationen. Den disciplin klarer SkySight meget bedre. SkySight har i øvrigt også den store fordel, at det er Google-maps-baseret, hvor man kan zoome og panne som meget som man vil.
En formildnende faktor er dog TopMeteos mobilapp, ”TopMetSat” som giver mulighed for at hente live sattellitbilleder direkte ind i cockpittet under flyvning. Om det fungerer i praksis, skærmet af en kulfiber-fuselage må komme an på en prøve. Det er inkluderet i TopMeteos Super-Europa-aftale til 129,90 euro om året. Ellers koster det 9,90 euro om året.
På trods af faceliftet har TopMeteo endnu den (efter min mening) irriterende og forvirrende egenskab, at man skal skifte rundt mellem flere forskellige sider for at få et totalbillede. Det bidrager ikke til overblikket, og igen – her er SkySight meget bedre.
TopMeteo kører desuden endnu den lidt irriterende pris-politik med separate aftaler for separate kontinenter. SkySight har bare én pris, og så kan man rejse omkring i verden som man vil. Både fysisk og meteorologisk!
Og så har vi slet ikke omtalt den nordiske RASP, som helt gratis (tak igen, Stefan)giver et aldeles udmærket overblik til langt de fleste piloter. Supplerer man RASP med SkySight er man stærkt bevæbnet til at udnytte den forhåbentligvis potente sæson. For mange piloter vil RASP i øvrigt være rigeligt til at afgøre om der skal flyves, hvor højt og i hvilken retning.
Desværre for TopMeteo ændrer faceliftet ikke fundamentalt ved totalbilledet – som sidst er det endnu denne skribents opfattelse, at SkySight er en bedre betalings-løsning for langt de fleste piloter.