Vågå Wavecamp: Barbeque on ice

Der regnede ikke med diamant-højder ned fra himlen på årets Vågå Wavecamp, men hvad gør det, når man har fast is under støvlerne, høj sol og masser af grillpølser?

Tekst og foto: Jens Trabolt

”Det er en dårlig dag at være svæveflyver, men godt at være menneske”, konkluderede Robert Danewid fra sin faste plads i solen på Vågå-isen, 400 moh.

Der var ingen termik og fraværet af vind resulterede også i absolut ingen bølger eller hang på de mægtige fjelde. Det var i øvrigt 19. gang, han besøgte Vågå som instruktør på Svedanor-kurset i fjeldflyvning.

Hver år valfarter svæveflyvere fra hele Norden – og hele verden i øvrigt – til den lille by Vågå, cirka 200 km nordvest for Oslo. Vej-infrastrukturen bliver bedre og bedre år for år, så det er absolut intet problem at komme frem. De moderne tider har dog ikke ændret på fjeldterrænet som endnu er blandt Nordeuropas højeste tinder, hvoraf 80 er over 2000 meter. Det var udgangspunktet for Drammen Flyklubb, som har organiseret lejren på Vågå-vattnet siden 1989.

2019-versionen af Vågå Wavecamp vil nok ikke gå over i rekordbøgerne for sin voldsomhed. Den plads har 2002-lejren med 60 diamanthøjder og Christer Lies højderekord på 10349 meter. Næh, denne gang handlede det mere om flyve-historier, bål på isen, grillpølser, varm chokolade og den sociale omgang med folk fra hele Norden. Jo, svæveflyvere er et omstillings-parat folk, som trods alt var fornøjede.

Højderekorden på årets lejr blev 3500 meter. Det var i en meget høj og meget dyr bugsering, og for fremtiden hedder et slæb til denne højde ”1 Hoch” efter pilotens efternavn. Så hvis man ønsker at udødeliggøre sig selv, så er det på med oxygenudstyret, frem med kreditkortet og bestil et slæb til 4000 meter!
Den traditionsrige Ottsjö Fjällflygläger i Sverige var også fuldt operationsklar i samme periode, men som på Vågå var vejret heller ikke på piloternes side. Her var det dog mange snebyger og (for) kraftig vind som irriterede deltagerne. Men næste år!