Fast inventar på et VGC-rally: Johannes Lyng, tidligere formand i DASK, fejrer sin 80 års fødselsdag og har for længst passeret sit 60 års jubilæum i sporten. ”Man bliver aldrig træt af flyvningen og de uendelige oplevelser”, lyder konklusionen efter næsten 4500 timer. Men lidt skygge i varmen er godt, mener Johannes, her fanget på VGC Rally i Stendal 2018. Fødselsdagen bliver dog nok fejret under lidt mere tempererede forhold.

16/12/2018

VGC-rally i koldkrigs-land

Årets VGC-rally blev en stor succes på den tidligere militære flyveplads, Stendal Borstel. Den tidligere base for 135 kamphelikoptere og 10.000 soldater blev denne gang invaderet af mere fredelig og farverig flyvning.

Tekst: Andrew Jarvis / Foto: Alexander Gilles, Andrew Jarvis, Jens Trabolt (Artiklen er publiceret med tak til Sailplane and Gliding)

Stendal, eller Steindal i middelalderen, er en stille, historisk by omkring 100 km vest for Berlin. Det var en af Hansansforbundet af vigtige handelsbyer, der selv i det 14. århundrede var en forvarsling til EU. Men vigtigere for os har Stendal en enorm tidligere militær flyveplads Stendal-Borstel, som var var perfekt lokalitet til et stort VGC Rally samt næste års VM. Men det var nødvendigt med en cykel.

Stendal-Borstel var tidligere base for 135 kamphelikoptere og 10.000 soldater: Den enorme flyveplads rummede derfor også uden problemer det store VGC-rally. Stendal skal også være vært for 36. FAI World Gliding Championships i 2020. Næste år er Norfolk Gliding Club vært for VGC-rallyet, cirka 2 timer nordøst for London

Som med vores sidste to europæiske rallyer mødte en del russisk hardware os – i dette tilfælde en MiG-21 parkeret ved kontroltårnet. Det virkede som om, den netop var landet efter en fight med en amerikansk F-104!

Koldkrigs MIG 21 klar til start ved kontroltårnet.

Campingområdet var stort og var blevet tilplantet med masser af træer. Desværre var vi 20 år for tidligt til at kunne få nogen skygge fra dem. Solen var ubarmhjertig, specielt under de ofte 30 minutters gang til startstedet. På Stendal Borstel var også 2 bemærkelsesværdige enorme 2-verdenskrigs-hangarer med betontag. Hangarer bliver ofte beskrevet som ‘katedrallignende’, men disse lignede virkelig katedraler.

En hangar slugte alle veteransvæveflyene, mens den anden tjente som et luftigt og (relativt) køligt briefingrum. Faktisk er hangarerne designet til ophængning af 100-vis af faldskærme og til at give mulighed for indendørs faldskærmshop!

82 deltagende fly i en kæmpe militærhangar, som også rummede andre ”småfly” som fx det enorme bi-plan AN 2 (i baggrunden).

Her er der fint med plads!

Det 46. Internationale Rally blev officielt åbnet kl. 10 af præsidenten Jan Forster. For Jan var det et spændende øjeblik, da det var tredje og sidste gang han fik lov til at ringe med den berømte ko-klokke for at åbne et internationalt rally.

Skribenten, Andrew Jarvis, VGCs nye præsident, debuterer med den traditionelle ko-klokke.

Det var først, da vi skulle transportere flyene til startstedet, at vi rigtigt forstod, hvor stor denne flyveplads i virkeligheden var, men flyvningerne startede mandag uden problemer.

Niels-Ebbe Gjørup i DASKs Grünau Baby IIb
(Foto: Alexander Gilles)

Tirsdag var der fin termik til 7.000-8.000ft. En britisk Motor Spatz kom i luften for første gang efter en meget lang restaurering, men den ekstreme temperatur førte til, at den 4-cylindrede 2-takts Hirth-motor blev alt for varm. Russ Hardstads tyskbyggede Meise blev gjort klar til start, men Russ var med rette bekymret over den forecastede regn. Hans 5.000-timers mesterværk gjorde retræte til den store hangar. En anden storslået restaurering var en Mü13d. Et problem for Meisen og andre fly var dog, at varmen resultede i, at kablerne til fx krængerorerne hang som overkogt pasta.

I hot-rod-kategorien var DASKs ASK 13 Cabrio. Desværre fik flyet en skade under demontering.

En nyrestaureret Motorspatz kom i luften, men desværre var det for varmt for motoren.

Tirsdag var også den berømte internationale aften, VGC-traditionen med multinationale kulinariske oplevelser
Onsdag var en af de varmeste dage med en skybase på 2.500m. Flere fly kom op i 8.000 ft. Men nede ved startsteder var der drama: Uden varsel blæste det voldsomt op, sikkert pga. udløsning af mega-termik. Flere fly blev flyttet af vinden, men taberen var en italiensk Bergfalke som tabte sit sideror. Senere på aftenen ankom en lang, okkluderet front endelig med den første regn i mange uger og heftig CB-aktivitet som varede gennem natten.

VGC-piloterne er et skønt mix af alle typer af mennesker: Tyske Joachim Jeska er i fin kontakt med alle aspekter af himlen, både på job og i fritiden. Præsten flyver her K-6e og kunne rapportere om en velsignet termik.

Torsdag fik en træg start, så en gruppe af piloter arrangerede en besætning til gummistart. Ulf Kern klatrede ind i Jiri Leniks udsøgte Krajanek. Den første start havde en svag medvind. Det næste forsøg i modvind blev næsten en katastrofe. Gummirebet svigtede under load. Ingen personer blev skadet, men fuselagen på den stakkels Krajanek fik ordentlige skader.

Gummistart med ”tilbagevirkende kraft”. Ingen personskader dog.

Så går starten i Kranich! Op ad bakke, i 35 graders varme og med en vild 100 hestes Comco Icarus C42 i front. Det blev en rigtig underlig bugsering. Mindeværdig, dog!

Det underligste flyslæb nogensinde
Tekst: Jens Trabolt
Antallet af deltagere på årets Rally var højt, sikkert på grund af de overkommelige afstande til flere store tyske klubber. I alt var der 82 fly og 207 deltagere fordelt på 20 nationer; selv USA var repræsenteret. Takket være de 4 baner i anvendelse på samme tid lykkedes det at afvikle ca. 100 starter om dagen. Det hjalp også med 4 x spil med 1500 meter wire og 3 slæbefly.

Dog var varmen en reel faktor, som skulle indregnes i startperformance. Efter en lang dag på det ørken-agtige startsted var jeg positivt stemt for at komme længere op i lufthavet og til de kølige temperaturer.

Så iklædt en t-shirt og shorts afmonterede jeg den bagerste canopy på DASK’s fine Kranich og placerede min lange krop i det klaustrofobiske cockpit. En ultralet Comco Icarus med 100 hk motor skulle løfte Johannes Lyng og yours truly op, men det blev det underligste slæb nogensinde.

For enden af den 3 kilometer lange flyveplads var vi i 30 meters højde. Det var vel at forvente med en UL i front, tænkte jeg. Problemer var dog, at situationen ikke ændrede sig markant.

Jeg blev dog distraheret, da et objekt piskede som vanvittigt på min hals. Jeg tænkte først, at det var en af selerne i flutter forårsaget af fartvinden, men da jeg svingede hovedet rundt for at se, hvad det var, fløj et mørkt objekt pludselig ud af cabriolet-cockpittet, men instinktivt lykkedes det mig at fange det, før det for evigt forsvandt ned i en tysk skov. Det var flyets logbog!

Sekunder efter forsøgte mine (dyre!) Randolph Aviator at gøre logbogen kunsten efter, men også denne gang lykkedes det at fange dem. Nu havde jeg ikke flere ledige hænder, og det var også det mindste problem.

Vi var cirka 1 kilometer fra flyvepladsen og vi fortsatte uden ændringer i kurs med cirka 0,1 m/s stig. Efter en stund og 4-5 km fra pladsen passerede vi nogle vindturbiner. Vingerne på turbinerne var højere end os. ”Nu hænger du bare på, Johannes”, telepaterede jeg til Johannes i forsædet.

UL-piloten fortsatte gerade aus. Vi var efterhånden i 2-300 meters højde, men ALT for langt fra Stendal til at komme hjem. Efter en stund var vi i 500 meters højde, og nu signalerede UL-piloten med vingerne, at nu var han træt af os, så vi udkoblede.

Jeg rettede min opmærksomhed mod en teologisk kommmunikation – en bøn til de højere magter om en øjeblikkelig, god og konsistent termikbobbel, som kunne frelse os fra en stensikker udelanding. Johannes koncentrerede sig derimod med at centrere os i termikken, og ved teamwork af både teologi og stick’n’ rudder fik vi efterhånden lidt mere af den yderst tiltrængte højde. Faktisk så meget, at det efterhånden blev ubehageligt koldt i højden.

Efter en time i 1500 meters højde var jeg reduceret til en udefineret livløs amøbe i det bagerste cockpit med fartvind af tornadiske dimensioner. Johannes, derimod, jodlede lykkeligt i det varme cockpit foran (han fløj med canopy, hvilken luksus). ”Ah, det kan da være, at vi snart skal lande”, råbte jeg. ”Det er ellers fint heroppe”.

Men for en gangs skyld var det skønt at komme ned i 35 graders varme. Og varmt – det var det! Mit kneeboard i TMG’en var smeltet, da jeg skulle hjem …