”Vi går til fly hver torsdag aften”

Der blev endda penge til en “Basic”-version! Erik til venstre venter på sin Jonker JS3 RES, men hygger sig fint med at sætte gamle fly i stand med kammeraten Rasmus. Flyveglæde har ingen bestemt pris.

Link to automatic translation

Det hele startede med en Twin Astir, hvor halefinnen var på vej til at bo i et andet postnummer efter en groundloop under en CB-landing.

”Den blev vurderet af Morten Habekost fra DanGlide, som mente, at den var totalskadet”, fortæller Rasmus og Erik, da Nordic Glidings reporter møder det frygtløse makkerpar i svæveflyveklubben i Frederikssund, nordvest for København.

”Men vi mente jo, at det kunne være et sjovt projekt, så vi fik lov at købe vraget af forsikringen for 25 000”, siger de.

”Man skal tænke på, at Twin Astiren engang var klubbens hotte fly – for 35 år siden, da man endnu havde træ-fly. Det var bare eliten blandt klubbens piloter som fik lov at flyve den, for den havde jo helt vild performance og blev anset for at være yderst vanskelig at flyve. Så det var bare specialisterne som fik lov. Ja, det tænkte man dengang”, fortæller Rasmus og Erik med et stort grin, for det virker næsten lidt komisk i dag.

Med årene gik det ”hotte” lidt af, og til sidst var Twin’en klubbens skolefly, indtil havariet.

Rasmus og Erik er her i gang med at rette Twin Astiren op i en jig.

Twin Astir under nøje kontrolleret varmebehandling.

Fast værksted hver torsdag

Rasmus og Erik ”går til flyver” hver torsdag for at arbejde på fly-projekter sammen. Det er et fast tidspunkt, som er blokeret i kalenderen, og det ved familien også.

Ud over at glædes over at kunne reparere fly, som egentlig skulle skrottes, har torsdag aften også en social funktion, fortæller Erik

Vi er mænd, og vi kan ikke finde ud af at mødes og snakke om ingenting. Har vi derimod en vinge, som skal limes, går der let 2 timer med at diskutere verdenssituationen.”, fortæller han.

Torsdag-gruppen spænder meget bredt i kompetencer: Erik Schultz er direktør i et IT-firma, og Rasmus er modelsnedker. Rasmus ringer man til, hvis man skal produceret noget i små serier, og som involverer en vis sværhedsgrad: En model af Kronborg slot i Bronze? Prototyper til møbler? Ja, Rasmus klarer det hele, og den faglige spændvidde er god at have i et værksted.

”Rasmus ved enormt meget om forskellige materialer og er vant til at arbejde med meget komplicerede opgaver”, fortæller Erik om sin værkstedsmakker, som han har kendt i en menneskealder.

God som ny – Twin Astiren med intakt bagkrop. (foto: Erik Schultz/Rasmus Heide)

Glæde har ingen pris-skilt

Så ved fælles hjælp har Erik og Rasmus fået Twin’en i luften igen – og fløjet 2 sæsoner med det gamle ”hot-ship”.

De er i øvrigt ikke uden humor. På toppen af instrumentpanelet er der blevet plads til lidt god stil: Tintin-hunden Terry (Milou i Sverige)  i rum-dragt fra tegneserien ”Månen – tur – retur” står nu i ensom majestæt på en rød trekant og overvåger, at alt går rigtigt til.

”Terry har været i over 5 kilometers højde på årets Ottsjö-lejr med Twin’en, så rumdragten var en nødvendighed. Sådan en Twin Astir suges jo mod den ydre atmosfære”, siger de i kor – og griner.

Den har næse for termik og bølger: Tintin-hunden Terry, eller Milou som den hedder i Sverige, er fast co-pilot på Twin Astiren.

Tintin-hunden Terry/Milou på vej mod nye eventyr og 5 kilometers højde på Ottsjö! (foto: Erik Schultz/Rasmus Heide)

Erik og Rasmus har en større samling af TinTin-figurer som skal monteres på deres øvrige samling af havarerede fly, når de bliver klar.

Erik venter i øvrigt tålmodigt på sin nye Jonker JS3 RES – den selvstartende elektriske version, så han burde egentlig ikke have meget tilovers for gamle og yderst velpatinerede glasfiberfly. Men glæde har intet pris-skilt, fortæller han:

Jeg er mindst lige så glad for at få Twin Astiren i luften og flyve med i Sjællandsmesterskaberne i den aldrende dame, som for min nye Jonker JS3, som jeg har bestilt”, siger han.

Der er intet som slår en Twin Astir i sæde-bredde per krone. Her sidder man som i en bedre langturs-bus.

”Skulle vi ikke også købe en…?”

Siden renoveringen af Twin’en har Rasmus og Erik anskaffet sig flere projekter. Man kunne fristes til at sige, at de nok ikke kan lade være.

”Da vi reparerede Twin’en, handlede det om fuselagen, men vi kunne godt tænke os at prøve noget med vinge-skade”, fortæller Erik.

Derfor faldt de over en ASW 15, som i mindste hvad angår høj vingeplacering, minder lidt om en Jonker JS3.

”Den er landet i et træ i Tyskland og er ikke for køn”, siger de.

Undervejs er blev samlingen også kompletteret med en kroatisk ASW 19, som i stedet for hjulbremsen har brugt et stengærde til at stoppe.

”Hele de forreste 40 cm af næsesektionen er borte, og der er rigelig ventilation til fødderne. Efter en nærmere inspektion havde Schleicher-fabrikken sagt til de tidligere ejere, at de godt kunne glemme det projekt”, fortæller Erik og Rasmus, som dog ikke har ladet sig afskrække.

Det er praktisk, at naboklubben i Nordsjælland havde en ASW 19 med intakt næse, som man kunne kopiere. (foto: Erik Schultz/Rasmus Heide)

Den kopierede næsesektion klar til implantering…(foto: Erik Schultz/Rasmus Heide)

Men da Rasmus bl.a. lever af at fremstille forme var det en relativt enkel sag at kopiere næsesektionen fra et intakt fly.

Den kroatiske ASW 19 er i øvrigt ikke den eneste ASW 19 i samlingen. For et par år siden havde ASW 19-klubflyet fra Aarhus en meget hård landing. Den kan ”sikkert repareres”, lyder forhåbningen.

Rigtige piloter drømmer om en bremsefaldskærm

Men det er slet ikke nok med 5-6 flyvemaskiner! I øjeblikket lokker også en gammel Nimbus 2 i kulissen. Et tidlige åbenklasse-superskib med kuriositeter som bremsefaldskærm og pendelror.

Erik har tidligere ejet en Nimbus 4T, som han solgte, da han bestilte sin JS3 RES, og Rasmus flyver en Nimbus 3T, så der er noget med de lange vinger som fascinerer.

Og så der er også en ret betydelig fascination af typens kassable luftbremser, som har resulteret i behovet for en bremsefaldskærm. Det er virkelig eksotisk teknologi, og en ret så cool feature at have, er holdningen – i hvert fald i mindst halvdelen af gruppens medlemmer.

Åh, sådan en bremsefaldskærm. Det kunne jeg altså godt tænke mig at prøve at have”, siger Erik og får et drømmende blik i øjnene.

Problemet med Nimbus 2’eren er dog, at den er i alt for god stand. Det er en bekymring, for en stor del af attraktionen er netop at fikse og ordne.

Men heldigvis er der lyspunkter.  Rasmus og Erik har for længst rundet samlet over 100 meter spændvidde så der er til mange og lange torsdags-samtale-emner når der skal vokses og poleres!