VM in extremis

Team Sweden i Uvalde, fra venstre pilot Jan Hasslid, Michael Murphy og Björn Svensson.

Link to automatic translation

En typisk kamel kan drikke 200 liter vand på 5 minutter. Om det også gælder skandinaviske piloter i den ekstreme Texas-varme er vi ikke helt sikre på. Men de gør et hæderligt forsøg!

Tidsforskellen er til at bemærke, da NG ringer til Arne Boye-Møller. Klokken er 1630 herhjemme, men for Arne og hjælperen Allan er det morgen – et tidspunkt der normalt er ”mindre ubehageligt” varmt.

”Vi har haft 43 grader på flyvepladsen. Selv for Uvalde er det rekordvarmt”, siger Arne over telefonen.

Man begrænser tiden udenfor mest muligt. Man spiser sin morgenmad indenfor med aircondition, så kører med ud til flyvepladsen og rigger flyet. Under de små pauser sidder man i sin bil med motoren kørende og aircondition. Hele tiden handler det om at køle kroppen”, fortæller Arne om de ekstreme forhold i det sydlige Texas.

”Inden klokken er 10 har man nok drukket cirka 2,5 liter væske, og under flyvning medbringer jeg altid 3 liter mere, som jeg stort set drikker undervejs”.

Arne og den trofaste hjælper Allan på gridden.

”Efter briefing og før start fugter jeg min hat og alt mit tøj og sætter mig ind i bilen med aircondition. Når vi er klar til start, er tøjet tørt – vandet fordamper ganske enkelt, men til gengæld er jeg behageligt tempereret.”

”Til gengæld er flyet meget varmt – når man sidder klar i cockpittet før start, viser flyets termometer 56 grader, og man oplever hvordan asfalten stråler af opmagasineret varme. Man kan ganske enkelt mærke det op gennem siderorspedalerne. Det er ubehageligt”, fortæller Arne.

Takeoff på asfaltbanen er udramatisk. Man skulle tro, at de tunge fly med vandballast ville køre for evigt inden vingerne i den super-varme luft bærer, men det går faktisk helt okay.

”Jeg har ikke set nogen tabe en vinge – endnu”, siger Arne.

At alle ventilationsåbninger er fuldt åbne, siger sig selv.

”Det handler selvfølgelig om at komme op i den koldere luft. I 1500-2000 meters højde er det ganske behageligt, og vi har haft dage hvor vi har været i over 4000 meter. I den højde er det næsten koldt, og vi flyver med oxygen. Det er jo gratis doping!”, joker Arne.

Team Danmark med TC Ulrik Eilertsen. Det er Tom Jørgensen og Henning Nielsen som har det største crew.

Crew DK: Fra venstre Asger, Louise, Jesper, Allan og Mogens.

Vanskeligt terræn

”Det er spændende flyvning herovre, hvor vi flyver med stor hastighed. Men vores jetmotorer kan ikke lide varmen. Vi kan ikke få dem til at starte, så vi er ekstra glade, når vi ligger højt”, siger han.

Det sidste er specielt møntet på det interessante terræn under deltagerne. Lidt nord for Uvalde hæver terrænet sig omkring 400 meter og bliver til ”Texan Hills”.

”Det er meget kuperet og uorganiseret terræn. Det er svært at se om man overhovedet kan lande der. Til gengæld har arrangørerne været gode til at lægge de mange små airstrips ind i vores navigations-database, som viser banernes længde. Desværre kender vi ikke rigtig bredden på dem, så vi frygter altid, at der står forhindringer som hegn og pæle langs banen. Jeg tror, at det bedste alternativ vil være at lande på en af mange hovedveje som ikke så trafikerede”, ræsonnerer Arne. Dilemmaet er ofte, at afstandene er så store, at det i sig selv kan være en satsning at flyve mod en kendt udelandingsplads.

At alternativet til disse kendte airstrips er langt mere dramatisk, kommer vi tilbage til.

”Men vi hygger os godt herovre, også med det svenske team med Jan Hasslid og Bjørn Svensson. Vi deler frekvens med det engelske team og med Jan. Det samarbejde fungerer fint, og vi flyver godt sammen”, fortæller Arne.

Tom Jørgensen og Henning Nielsen har her startet turboen – i det mindste slipper de for udelandingen.

Tasksetting?

”Konkurrenceledelsen presser os maksimalt med meget lange tasks og sene starttider i forhold til triggertemperaturen. Det har vi snakket lidt med dem om. Specielt fordi vi har oplevet vores hjemkomster bliver sene – efter klokken 19, og så lander vi i næsten mørke, alle sammen”.

Måske vil man gerne slå km-rekorden i forhold til sidste VM i Uvalde, kunne man filosofere over.

”Jeg har været på slutglid hvor solen er en håndsbredde over horisonten. Et kvarter senere er det helt mørkt. Husk på, at vi alle lander på samme asfaltbane”, fortæller Arne.

Det sidste kan give interessante situationer. Specielt når et fly foran lander kort, mod forventning, som det skete for Arne en dag.

”Da havde jeg intet tilbage. Bare maksimal hjulbremse og næsten næsen i banen. Jeg klarede at stoppe flyet bare få meter fra den anden deltager”, lyder det.

Selve vejrforholdene er også ekstreme og gennemsnitshastighederne nogle dage har været over 160 km/t. I går fløj man en racing task, hvor store CB-systemer blev udviklet, med indikationer allerede før start på, at det ville ende i kaos.

Ganske rigtigt, så lykkedes det bare for 1 ud af 66 deltagere at gennemføre opgaven. 13 af deltagerne landede på de kendte airstrips, inklusiv Jan Hasslid, som ikke vovede at starte motoren i den kraftige regn.  Arne Boye-Møller landede på en farm og blev modtaget vel af de venlige ranchere. Alle blev dog udsat for hagl, kraftig regn og microbursts med tilhørende voldsom turbulens og risikoen ved at flyve tæt sammen i det ekstremt dårlige vejr.

Vejret på den voldsomme task. (Foto SA gliding team)

Vejret på den voldsomme task. (Foto SA gliding team)

De venlige lokale ranchers tager vel imod Arne Boye-Møller efter en udelanding.

De venlige lokale ranchers tager vel imod Arne Boye-Møller efter en udelanding.

Værst gik det for en 18 m-pilot, den tjekkiske dobbelte verdensmester Alena Netusilova, som måtte lande i en sø i sin JS3 RES, og det er sikkert en katastrofe for batterierne (ikke mindst). Vi håber, at det gik godt for Alena. Australske Matthew Scutter fik også lejlighed til at teste rækkevidden på sin JS3 RES med 110 km hjem til Uvalde. Det gik dog fint.

Flere kendte piloter har efterfølgende offentligt kritiseret task-settingen for fravær af en AAT-opgave (hvor ideen er, at man selv kan vælge hvor langt ind i en vendepunkts-sektor man vil flyve) i dette voldsomme og farlige vejr, og beslutningen at flyve uden PEV-marker. Et værktøj som ellers er designet til at minimere gaggle-flyvning og sprede deltagerne mere på opgaven.

Video: Tom Jørgensen og Henning Nielsen diskuterer sikkerhed under det vilde vejr

Stillingen

Der er 2 officielle flyvedage tilbage. I skrivende stund leder Stefan Langer i AS 33 Me i 18 meterklassen med Simon Schröder i Ventus 3 bag sig. Man må formode, at de tyske producenter glæder sig over disse placeringer. I åben klasse er det også samme historie med 2 tyskere i to tysk-producerede fly – nemlig Felipe Levin (1) og Michael Sommer (2), begge i EB 29 R.  Vi skal ned på en 4. plads for at finde Attie Jonker i den debuterende åbenklasse-racer JS5.

I 20 m-klassen er det veteranen Karl H. Striedieck og Sara Arnold på deres amerikanske hjemmebane som fører i Arcus med australske Adam Woolly or Keith Gately som nummer 2. Tom Jørgensen og Henning Nielsen er placeret 16. i 20 m.

Den i øjeblikket bedst placerede skandinaviske pilot er pt. Arne Boye-Møller på en 8 plads i 18 meterklassen. Jan Hasslid ligger p.t. på en 31. plads, også i 18 m.

Men som man siger, it ain’t over until it’s over!